|
Sitat fra
"KRIST1ANSSANDS
NÆRINGSLIV l ÆLDRE OG NYERE TID"
af Overrettssagfører P. Hansen, Kristiania 1905:
"Det er allerede tidligere nævnt, at Byen, der fra
først af sognede til Oddernes, i 1645 fik sin egen Kirke. Det var en
simpel liden Langkirke af Træ, der fik Navn af Tretoldigheds-kirken og
laa paa den nuværende Kirketomt.
Da Kristianssand i 1682 var blevet
Stiftsstad, maatte der reises et værdigere Gudshus, og man var allerede
igang med Opførelsen af en Stenkirke, da et kongeligt Rescript af 12te
Septbr. 1685 bestemte, at Kirken i Kristianssand skulde være Stiftets
Gathedral eller Domkirke istedetfor Stavangers smukke gamle Kirke.
Kongen havde allerede i Byens første Privilegier lovet, at ,,naar
Menigheden tiltager, ville vi den naadigst med nogen Hjælp undsætte,
hvormed de en Kirke kan lade opbygge." Til Opfyldelse af dette
Løfte blev ved Rescript af 20de Novbr; 1685 Indtægterne af Lectoratet
i Stavanger tillagt den nye Domkirke. Denne, der var en Korskirke, blev
indviet i 1695 af Biskop Hans Nielsen Munch og fik Navnet Vor Frelsers
Kirke.
Ved Branden i 1734 nedbrændte Kirken, saa kun en Del af Murene stod
igjen. Biskop Kjærup tog sig strax med stor Iver af Kirkens
Gjenreisning. Paa et Møde i Raadstueretten kun fire Dage etter Branden
formaaede han tre af Byens Rigmænd: Jusritsraad Balle, Cammerraad Brinc
og Jens Viborg til at levere Materialier, hver etter sin Formue, og de
øvrige Trælasthandlere og Kjøbmænd opfordredes til at levere
Trælast, Spiger og andre Materialier, som de håndlede med. Magistraten
havde foreslaaet, at man midlertidig skulde opføre en ,,Fjælekirke"
paa Torvet, der var anslaaet at ville koste 1000 Rdlr., men Stiftamtmand
With tilbød Byen uden Godtgjørelse at benytte 3 ham tilhørende
sammenhængende Huse, som deretter ved Bort-tagelse af Mellemvægge og
Anbringelse af Støtter blev indrettet til Interimskirke. Denne, der laa
i Kongens Gade strax vestenfor Værftchefsboligen, som dengang beboedes
af Stiftamtmanden, gik under det forvanskede Navn Enerumskirken lige til
den nedbrændte i 1892.
Den nye Domkirke, der tildels blev bygget
paa de gamle solide Stenmure, blev indviet af Biskop Kjærup 1ste
Pintsedag den 25de Mai 1738 og fik ligesom den forrige Navnet Vor
Frelsers Kirke. Kirken, hvis Opførelse forestodes af Tømmermester Hans
Michel Brenbel, var ikke udført i nogen bestemt Stil, men dog et smukt
og anseeligt Bygværk for sin Tid. Stiftsprovst Lassen roser ogsaa dens
akustiske Forhold: Jeg har aldrig", siger han, ,,truffet nogen
Kirke, der forholdsvis til Størrelsen var saa let at tale i og saa god
at høre i paa de alterneste Pladse." Under Kirken var der en 7 Fod
høi Kjælder, hvor Lig nedsattes, og Luften i Kjælderen havde den
Egenskab, at Ligene ikke forraadnede, men indtørrede som Mumier; man
mærkede derfor ingen Liglugt i Kirken, ikke engang i Kjælderen. Ved
Branden i1734 brændte flere Hundrede Ligkister, som henstod i
Kjælderen. Corfitz Numsen, der dengang var Byens Præsident, blev saa
uhyggelig tilmode ved at se de brændende Lig, at han lod sig indrette
et muret Gravkammer i Bunden af Kjælderen med en stor Sandsten over.
Denne Forsigtighed viste sig dog at være forgjæves, thi ved Kirkens
Brand i 1880 var Heden saa sterk, at Dæk-stenen smeltede og
Gravkammeret faldt sammen.
Hovedindgangen var fra Vestsiden, hvor
ogsaa Taarnet med den vakre aabne Kuppel var anbragt. Paa Spiret saa man
Byens Vaaben som Vindfløi. Denne blev gjenfunden i Ruinerne etter
Branden og opbevares nu i Katedralskolens Samlinger.
Kirkens Indre var lyst og venligt og blev efterhaanden forsiret med
mange smukke Gjenstande, hvoraf desværre de fleste ødelagdes ved
Branden i 1880.
I det østre Korsfløi var Choret, adskilt fra Kirkens Skib ved 28
Messingpillarer, hvis Inskriptioner viste, at. de var Gaver fra
forskjellige Borgere. Paa en Gesims ovenover Pillarerne var
Billedstøtter af de fire Evangelister i Legemsstørrelse, udført i
Træ. Over Chordøren saaes Fredrik den 5tes Navneziffer i forgyldt
Løvværk.
Taarnuhret og Altertavlen var anskaffet for 1000 Rdlr., som Dronning
Sofie Magdalene havde foræret til Kirken. Herom havde Altertavlen
følgende Inskription:
,Til et evigt Minde paa Hendes Majestæts vor allernaadigste Dronnings,
Dronning Sophiae Magdalenae høist berømmelige Gavmildhed og
priisværdigste Omhu for Guds Tempels Prydelse, hvortil høistbemeldte
Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at skjænke l 000 Rixdaler,
er denne Altertavle for 450 Rixdaler bleven forfærdiget, og af de
øvrige 550 Rixdaler ril Seierverkets Opførelse i denne Kirkes Taarn
anvendte. Indviet af Mag. Jacob Kærup, Biscop i Chrisrianssands Stift,
paa Pintsedag 1740."
Om Kirkens
Udseende i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede skriver Nicolai
Wergeland, der fra 1812 til 1817 var residerende Kapellan ved Domkirken,
bl. a.: ,,Den indvendige Indretning er, som Korskirkers i Almindelighed
pleier at være. Omendskjønt Vinduerne ere smaarudede og gamle og alting
er overstrøgen med en smudsig blaaagtig Farve, er den dog temmelig lys.
Paa Billeder og Forgyldning mangler her ikke. Saaledes er Altertavlen,
der hæver sig op til det med blaa Skyer malede træhvælvede Skib. fuld
af saadanne. Prydelser. Her er en Afbildning af Nadveren i haut-relief;
høiere oppe Himmelfarten og paa Siderne de fire Evangelister foruden
smaabitte Engle og Englehoveder, altsammen forgyldt og forsølvet, men
ikke forarbeidet med Smag og Forholdsmæssighed."
Wergeland omtaler
ogsaa, at ,,en stor staaende forgyldt Figur, der skal forestille en
Engel, men som er saare grim, holder Døbefadet," og at ,,en
elendig Moses bærer Prædikestolen." Derimod finder han, at
"Orgelet er godt og ganske vakkert. Midt paa dets Galleri staar
Søren Andersen Brinch og Ambrosia Sophia Brinch, et Ægtepar, der har
gjort sig fortjent af Orgelet ligesaavel som i andre Henseender været
Kirkens Velgjørere, og paa Siderne er 10 bibelske Historier afmalede."
Af disse Malerier, der var tarveligt udførte paa Træfelter, er nogle
opbevarede paa Folkeskolens Museum, etterat Felterne ved Galleriets
Ombygning i 1868 var fjernede.
I 1829 undergik
Kirkens Indre flere Forandringer. Skriftestolene i Choret, Stolestaderne
for Sangchoret og 2 ved Chordøren anbragte Stole blev borttagne;
Knæfaldet, der tidligere gik
tvertover Choret, anbragtes i en Firkant om
Alteret; Inskriprionen paa Altertavlen om Dronningens Gavmildhecl blev
overmalet, Latinskolen fik indrettet Stolestader i det tidligere
Daabsrum og ,,den grimme Engel" blev forvist til Kirkens Kjælder.
I Kirkens Skib var der anbragt faste
Stolestader med laasefærdige Døre, der bortfæstedes indtil 1865, da Kommunen overtog at udrede de fornødne Tilskud
til Bestridelse af Kirkens Udgifter. Derved gik Kirken ogsaa over fra
geistlig til verdslig Styrelse, idet den før stod under
Kirkeinspektionen og Stiftsdirekrionen, medens nu ingen Anskaffelse
eller Forandring kan foretages uden Kommunestyrets Bevilgning.
I 1876 bevilgede Kommunestyret 5000 Spdir.
(20000 Kr.) til Anbringelse af aabne Bænke paa Kirkens Gulv og til
Omdannelse af Pulpiturerne til aabne Gallerier, og i de nærmest
følgende Aar yderligere 3150 Spdir. (12600 Kr.) til nye Vinduer,
Gasbelysning og forskjellige Repararions-arbeider. I 1876 bevilgedes
16000 Kr. til Kirkens Opvarmning.
Kirken havde en stor Lysekrone at Messing, der hang midt i Skibet, og en
mindre, der hang oppe mod Choret. Den første var skjænket af Enken
efter en anseet Borger ved Navn Østerby; den anden var en Gave fra en
rig adelig Irlænder Evard Smth, der omkring Midten af det 18de
Aarhundrede flygtede hertil for en Duels Skyld, men senere vendte
tilbage til Irland. Han var bl. a. Eier af Gaarden Boen i Tveid og fik
Privilegium paa Anlæg af et Kranværft i Kristianssand.
Døbefadet, der var af Sølv, var en Gave
fra Præsident Corfitz Numsen og havde følgende Inskription, dat. 1750:
,,Til Daabens Brug og Kirkens Ziir
jeg dette Fad vil skjænke;
Give Gud vi altid maa
Vor Daabes Pact beteænke."
Kirkens Kalk og Patel var af forgyldt Sølv, en Gave fra Stiftamtmand Matthias
Tønsberg og Hustru Anna Cathrine Mechlenburg. hvis Navne og Vaaben samt
Aars-tallet 1697 var anbragt paa Gaverne
Den ældste Storklokke, der blev ødelagt ved Branden i 1734, var
ifølge Erdman Jensens Krønike foræret af Borgermesterne Mads og
Lauritz Christensen samt Raad-mændene Hans Torkildsen, Niels Jensen,
Søren Nielsen, Søren Tommesen, Jesper Hansen og Anders Tønnesen,
,,der alle vare fornemme Mænd." Den nye Klokke, der veiede over l
600 Kilo, havde følgende Inskription, dat. 1736:
,,Fra den store Ildebrand,
Som var udi Christianssand,
Mig Kong Christian den sjette
Af min Aske lod oprette."
Denne Klokke, der var leveret af
Klokkestøber Jacob Rentier, sprang under Klokke-ringningen etter Carl
den 13des Død, hvorfor den i 1838 blev omstøbt af Christian Smith
Kristiania. Den bar følgende vakre Inskription af Henrik Wergeland:
"Mit Bryst er haardt, min Lyd er mild,
Og Engles blide Harpespil
Har ingen bedre Mening.
Jeg toner over Christianssand:
Gak ind i Fred hver Viv og mand
til Christnes tro Forening."
Hvis man kan tro Anders Eksterm,
blev Kirken i hans Tid ikke holdt videre i Agt og Ære: ,,Det forekommer
de fleste fremmede Reisende besynderlig! at forefinde almindelig Passage
tvers over Kirkegaarden endog af Folk med Flise og andre Børe paa
Ryggen; men naar de tillige mærker, at den almindeligste Gang er langs
og tvertigjennem selve Kirken, og at Bryggebærere og Vedhuggere gaar
her igjennem som belæssede Pakæsler, saa er dette Syn meget væmmeligt
og giver underlige Tanker om Stedets verdslige og aandelige Øvrighed,
som tier til en Uskik, der tilkjendegiver saa liden Ærbødighed for
Guds Hus."
Nicolai Wergeland skriver om
Kirkesøgningen paa hans Tid bl. a.: ,,Da de Fornemme ville sidde paa
Pulpiturerne, og disse alle ere bortfæstede, saa forhindrer dette
adskillige af de fornemmere fra at besøge Kirken, da de intet Sted have
at gaa paa, som ansees for (eller af) dem anstændigt nok, thi de lukte
Stole nede i Kirken ere for de lavere Stænder og Tjenestefolkene. Naar
Gulvet nu blev fuldt af lange Bænke til Tjenestefolk og Almuen. saa
kunde fornemme Folk hver faa sin lukte Stol paa Gulvet, hvor Officererne
ogsaa have deres Stole. I Kirken sidde Mandspersoner i de lukte Stole
paa høire og Fruenrimmerne i de paa venstre Side, hvoriblandt
Magistraten og Præsterne have deres Stole for deres Tjenestepiger."
Det er tidligere anført, at der ved
Byens Anlæg blev udlagt en Plads i den østre Bydel for en ny Kirke,
naar Befolkningens Tiltagen gjorde en saadan nødvendig. Præsident Hans
Berg solgte imidlertid i 1752 Pladsen til en Privatmand og derved gik
den tabt for Byen, der i 1814 tabte den derom anlagte Proces mod den
daværende Eier, Politimester Sørensen.
Nogen ny Kirke fik man ikke Brug for, da Domkirken var stor og
Kirkesøgningen liden. Aftensangsgudstjenesten blev endog undertiden instillet
,,af Mangel paa
Tilhørere". Derimod blev der i Begyndelsen af forrige Aarhundrede
sterk Trang til en ny Begravelsesplads. Pladsene omkring Kirken og i
Kirkens Kjælder var fuldt optagne, og paa Hospitals Kirkegaard, hvor
kun de, hvis Efterladte ikke havde Raad til at betale for de kostbare
Pladse i og ved Kirken, bleve begravne, var ogsaa trangt om Pladsen. I
en Forordning af 22de Febr. 1805 var det derhos forbudt at lade de Døde
begrave i Kirkerne og paalagt enhver Kjøbstad senest inden 2 Aar at anskaffe sig en passende
Kirkegaard, udenfor Byen. I
Kristianssand søgte man i flere Aar forgjæves efter en bekvem Plads.
Endelig tilbød Eieren af Gaarden Grim, Claus Mørchs Enke, at overlade
Byen et Jordstykke ved Ledet mod at Indvaanernes Græsningsret i
Gaardens Indmark om Høsten frafaldtes. Ved en Folkeafstemning blev
dette Tilbud forkastet, men senere kom der et Mageskifte istand, hvorved
Claus Mørchs Enke som Vederlag for Afstaaelsen af Jordstykket fik en
nedenfor vestre Strandgade beliggende større Værftsplads. Saa liden
Forstaaelse havde man dengang af Havnetomternes Værdi.
Den nye Kirkegaard blev indviet den 4de
August 1821. Imidlertid blev der ligetil i 1855 tildelt enkelte
Honoratiores Begravelsesplads paa Domkirkens Kirkegaard og først i 1855
blev Stengjærdet omkring denne borttaget. I 1842 blev der plantet
Alleer af hollandske Lindetrær. Tidligere havde den kun været
beplantet med et Par store Lønnetræer og den bekjendte gamle Furu, der
sagdes at have staaet før Byens Anlæg. Den Over-
levede Kirkebranden i 1880.
Af denne har et Øienvidne givet følgende levende Skildring:
,,Det blev hurtigt klart for alle, at der
intet Haab var. Træværket i Taarnkuplen stod snart i lys Lue, og
omtrent samtidig slog Flammerne frem fra Tagryggen over Kirkeskibet. Der
gik .ligesom et Suk gjennem Menneskemassen, da den saa, at Kirken
redningsløs var Luernes Rov. Der var sikkerlig mange, der følte det,
som om en personlig Sorg havde rammet dem, og som modtog et Indtryk, der
aldrig senere helt udviskedes. Ilden beherskede snart Taget baade over
Langskibet og Tværskibet og udviklede en intens Styrke, som om den
netop paa denne Bygning vilde vise sin fortærende Evne, den som intet
kunde modstaa. Det var som om et uhyre Baal var tændt paa den gamle
Kirkegaard.
Klokken 53/4 lød Taarnuhret
for sidste Gang, en Døendes vemodige Afskedshilsen, saa faldt
Spiret, og man hørte Bulderet af Klokkerne, der faldt ned til Bunden af
Taarnet, hvor de blev liggende som i en vældig Smeltedigel.
Ved Lysningen gjennem Vinduerne kunde man
se, hvorledes Ødelæggelscn skred frem i Kirkens Indre. Nogle modige
Mænd, deriblandt et Par kjæmpestærke Karer fra Lister, havde ikke
ladet sig lamslaa _af den almindelige. Rædsel, men havde resolut git
sig ifærd med at redde Kirkens Inventar. Det lykkedes at faa ud
Døbefonten, de hellige Kar, Alterklædet, nogle Messing-balustre,
Bispernes Portrætter og den ene Lysekrone; men saa styrtede endel af
Taget ned, og man maatte ud for ikke at sætte Livet til.
Snart var hele Kirkens Indre et vældigt
Ildhav, der sendte svære Flammebraat op i Luften, alt fortæredes helt
ind til de nøgne Graastensmure, og Ilden standsede ikke, førend den,
etterat Gulvet var gjennembrændt, naaede ned i Kjælderen. hvor dens
sidste Rov blev de der hensatte Lig af Bisper og andre Mænd i høie
Embedsstillinger."
Den nuværende Kirke er bygget etter
Arkitekt R. Thrap-Meyers Tegning under Tilsyn af Bygmester Theodor
Hanssen. Den er 133 Fod lang, 922/3 Fod bred mellem Dørene i
Korsarmene, og Taarnet, der staar paa Østsiden, er 240 Fod høit. Den
blev indviet af Stiftsprovst Brun den 18de Marts 1885.
Kirken er adskillig! større end den
ældre, men mange finder, at denne var smukkere. Dens Indre med sine
graabrune Vægge og Lofter gjør ogsaa et mere trist end høitideligt
Indtryk. Intet Under derfor, at mange ældre Folk savner den gamle
Kirkes lyse Venlighed.
Altertavlen er prydet med Eilef Petersens
vakre Maleri
„ Kristus i Emaus".
|
